



Wow. Olympia er et skørt sted. Alle kender hinanden, og som udefrakommende føler man sig en lille smule malplaceret. Folk er søde nok, men ikke lige så imødekommende som andre større byer jeg har været i. Nok fordi de ikke er vant til turister, og synes det er vildt mærkeligt, at nogen ville gide tage til deres lille by.
Også ret mærkeligt hostel jeg bor på. Det er et lille hus midt i et stort boligkvarter 10 min uden for centrum af byen. Her er ingen ud over mig og en dame, som kun er her, fordi hun (efter en meget turbulent og tragisk tid) ikke har andre steder at være, og så er der 2 "In-keepers", som passer huset. Derfor er her ret stille, og ikke meget at lave.
Det ligger dog ret godt, og det tager kun 5 minutter, at komme downtown med bussen.
I går aftes kom jeg aldrig til "House party". Var ikke særlig oplagt. Endte med at tage i Target klokken 9 om aftenen. Fik købt mig en lille kuffert, til alle de ting der ikke længere kan være i min rygsæk.
I aften er jeg fast besluttet på, at tage til In-store koncert, og høre mit nye yndlings Olympia-based band, Broken Water. Det var en pige fra en cupcake café, der introducerede mig for dem... i går, så ikke et band, jeg har hørt vildt meget.
Nu sidder jeg på Olympia Coffee Roasting Company. Det er et famøst lokalt sted, som skulle have den bedste kaffe. Deres cappuccino er ret god!